Outcast

[Castiel J. Whitefeather]

@jenna

Nede ved et træ udenfor, et lille stykke fra søen, sad Castiel og prøvede at skille sig af med alle sine mange tanker, som vimsede rundt i hovedet på ham. Og det var alt sammen ét stort rod af spørgsmål, konstateringer, fakta, sarkastiske bemærkninger, svar og billeder.
Det var som et tanke-bombardement.
For gud ved hvilken gang åbnede Castiel sit forbandede brev og læste det igennem. Igen.
Men desværre fik han ikke særlig meget ud af det. Kun de samme, utvetydige linjer.
Hans medfølende morbror, Vincent, som var den eneste i hans familie, der ikke skammede sig over ham, var taget af sted på en længere forretningsrejse til Finland.
Finland! Kunne hans morbror ikke have fundet et bedre sted end De Tusinde Søers Land?
Med et opgivende suk lænede Castiel sig op ad træet. Skønt. Hvor var det bare skønt. Først opdagede man, at han var Metamorphmagus - så blev han uønsket i sin familie - så blev hans forældre skilt - og nu er hans eneste støtte taget på forretningsrejse.
Kunne det overhovedet blive værre?
Naturligvis kunne det det, for han havde da lige skrevet, at han ikke gad bo hos nogle af sine forældre, så nu måtte Castiel ikke engang komme hjem til sommer, så nu var han også en udstødt.
Fantastisk. Virkelig fantastisk.
Så var spørgsmålet bare: hvor skulle han tage hen?
Det var ikke fordi, at han svømmede i venner her på Hogwarts - han havde været ret indadvendt på det sidste, grundet alle de valg han var blevet sat til at tage ansvar for.
Med blikket rettet mod den afslappende blå himmel gav Castiel sig selv lov til at glemme alle sine problemer for et kort øjeblik.
Han skulle nok finde ud af noget. Det blev han vel nødt til. Om ikke andet ville løsningen måske komme til ham.

[Deleted]

Jenna havde endnu engang fået en ordenlig omgang, tæv af nogle slytherin drenge, som også engang havde knust hendes knæskal da hun spillet quidditch. Det var med et træt hoved og et par slange bide. den 15 årige heks gik hen mod et træ, der var ved søen. Hun havde lyst til at være alene, og få nogle af de tårer der hang i øjnkrogen ud, dog uden andre så det. Hun havde oplevet en masse uden at græde, en af tingene var feks. da hun fik knust sin knæskal græd hun ikke. Hun var stærk. Eller det var hvad hun hele tiden prøvet at bilde sig selv ind.

Hun savnet nogle nære venner, efter som dem hun var journalist med ikke gik på skolen mere, kunne hun ikke rigtigt snakke med nogen af det. mens hun humpet ned mod søen opdaget hun ikke at der var en anden person. Hun havde sat sig et lille stykke væk fra den anden person. Der var sket en del på det seneste, hendes forældre var døde, det samme var hendes bror. Samt hun havde intet sted at tage hen i ferierne. Eller jov der var et børnehjem, hun boet der kun i sommerferien. Da de mugglere der bestyret det kun troet hun var på en kostskole. Hvilket hogwarts også på en måde var.

Hun var ikke glad på det børnehjem, hun var hurtigt blevet stemplet som den snoppet kostskole pige. Hvilket hun langt fra var. tårerne var så småt begyndt at trille ned af hendes kinder. det mørkebrune hår hang ned over hendes ansigt så man ikke rigtigt kunne se hendes ansigts træk, skoleuniformen havde hun stadig så Hufflepuff logoet var så man godt kunne se det. Hvilket også var en af de få ting, som viste hvor hun var fra.

[Castiel J. Whitefeather]

Lige præcis da Castiel sad og forsøgte at give slip på sine bekymringer og bare nyde det efterhånden sjældne solskin, hørte han er saligt bump et stykke fra hvor han sad.
Den medfødte videbegærlighed tvang ham til at undersøge sagen nærmere - og han fik da også noget ud af det.
En mørkhåret pige i skoleuniform sad med bøjet hoved, så man ikke kunne se hendes ansigt, så Castiel kunne ikke helt afgøre, om han havde set hende før.
Med et hurtigt blik på pigens skoleuniform vidste han, at hun tilhørte Hufflepuff. Det kunne ses på det gule emblem med den lille sort-hvide grævling.
En bølge af medfølelse og empati skød uventet gennem ham.
Skulle han trøste hende? Eller skulle han lade hende være alene?
Efter det bøjede hoved at dømme, var hun ret modløs.
Castiel havde aldrig prøvet at være i sådan en situation. Så langt som hans viden strakte, var han den yngste i sin familie, så han havde derfor aldrig prøvet at trøste nogen.
Han rykkede lidt tættere på pigen, og uden at have tænkt yderligere over det, kastede han sig så bare ud i det.
"Har du brug for støtte?," spurgte Castiel i et venligt og roligt tonefald og bandede sig langt væk grundet sit ordvalg. Støtte? Hun ville med garanti afslå det - det gjorde de langt fleste modløse mennesker, fordi de helst ville klare det på egen hånd. Sådan noget vidste han fra sig selv, selvom Castiel nu havde fået en anelse hjælp fra morbroderen.
Men han bed sin fejltagelse i sig og prøvede igen.
"Jeg hedder forresten Castiel," tilføjede han så lidt efter i samme afslappede tone.

[Deleted]

Jenna sad og var så langt væk, i hendes sorg. at hun ikke vidste hvad hun skulle gører, hun havde heller ikke hørt at en person var kommet hen til hende. Hun havde jo sat sig der ud for at være helt alene, og havde derfor havde hun så heller ikke hørt, at der var en som var kommet hen til hende Hendes mørke hår, lå sådan at hun ikke rigtigt kunne se hvem der talte. hun hørte dog en stemme. "Er du også kommet for at angribe mig?" Hun var ikke lige frem den mest lykkelige person som fandes på jorden. hun havde ikke rigtigt kunne hører hvad personen havde sagt, hendes egne tårer havde overdøvet den persons ord ret så godt.

Hun havde mistet sin familie, og nogle slytherin drenge havde angrebet hende også beskyldt hende for at angribe dem. Hvilket hun jo langt fra havde. "Jenna." Hun drejet hoved engang, for at se på personen. Hun ville jo ikke være i vejen, og derfor havde hun jo heller ikke lige regnet med at der var en person nede ved søen, som ville ubelejlige sig med at se til hende. Hun var jo intet vær. Eller det var sådan som hun havde det.

[Castiel J. Whitefeather]

En let rynke formede sig på Castiels pande. Angribe hende? Stedet her kunne da også være rablende vanvittigt af og til. Gryffindor'er der kom op at slås, Hufflepuff'er der blev angrebet, Ravenclaw'er der blev drillet og Slytherin'er der alle sammen blev regnet for at være ondskabsfulde blodfanatikere.
Sikke en verden.
Han lagde en hånd på hendes skulder, dog lidt mærkeligt tilpas eftersom han ikke anede, hvad han ellers skulle stille op med den - eller noget som helst andet for den sags skyld. 
Godt nok havde han ikke prøvet at trøste nogen før, men han havde heller ikke set nogen, der følte sig så fortabte som hende her.
Castiel havde en smule svært ved at høre hendes svar, som han regnede for at være pigens eget navn, men han kunne godt lige gribe fat i stavelserne, så med et beroligende nik gav han sig atter til at tale til hende.
"Okay, Jenna," begyndte han så, "Og nej, jeg er ikke kommet for at angribe dig; men hvem gjorde det her mod dig?"
Med et bekymret blik prøvede han at fjerne det mørke hår, så han bedre kunne få øjenkontakt med hende. Der var noget med, at han havde læst, at øjenkontakt ofte beroligede nogen folk og gjorde det muligt for dem at stole på den anden person. 
Hvad Castiel dog ikke havde læst af ting og sager.

[Deleted]

Jenna sad og kigget på drengen hvis navn var Castiel som han jo selv havde fortalt hende. Hogwarts var ved at blive godt skør, efter at garden for omkring et år siden havde overtaget største dele af det magiske samfund. Det magiske univers, var begyndt at blive meget mere anderledes. Hendes familie var jo blevet dræbt af en af dem, hun ville gøre alt hvad hun kunne for at give gengæld. Hendes følelser var bombet sammen til et levende helved for hende.

Efter hun var blevet efter ladt alene i verden, eller det var sådan hun hade det. Hn vidste jo ikke at hun havde en halvbror som faktisk, også var ham som var igang med at trøste hende. Hun værket handen på sin skulder og da drengen prøvet at fjerne hendes hår, så de kunne havde øjn kontakt. "Bare nogle fra slytherin." De ord kom ud som en masse små hulkende ord, mens hun var glad for at hendes nedderdel, skjulte nogle af de slange bid hun havde på benene. Samt hendes kappe skjulte hendes arme.

Da vi havde haft øjenkontakt, lidt tid blev hun så overasket at hendes små hulk, var blevet stoppet. Hun havde været ret så overasket over at se hans ansigts form som mindet ret så mget, om hende. Hendes blik begyndte at udforske drengen ansigt, deres hårfarve var også meget den samme, hendes var kun et lille styk lyser, ellers havde de samme hårfarve.

[Castiel J. Whitefeather]

Pigen Jennas hulkende svar vækkede sympati i Castiel. Af en eller anden utydelig grund følte han et vist ansvar for hende.
"Bare kom ud med det," mumlede han og klappede hende kejtet, men med en omsorgsfuld hensigt, på skulderen. "Det skal nok gå alt sammen - bare giv det tid. Det vil ikke føles sådan her for evigt, det lover jeg dig."
Nogen gange kunne det godt hjælpe at græde, selvom at der i de fleste af de mere skønlitterære bøger var skrevet, at det ikke hjalp noget - selvom forfatterne til dem tog ret så meget fejl, men det var vel bare deres mening og syn på verden.
Selv mente han, at det var endnu værre at gemme sorgen indeni sig, for til sidst vil alt det, man havde tilsidesat, overhale én på de værste tidspunkter.
Bøger indeholdt faktisk ret meget erfaring, nu hvor Castiel tænkte nærmere over det. Måske burde han begynde på at læse psykologi-bøger om menneskers adfærd.

Men da de så fik øjenkontakt, stoppede Jenna med at hulke. Han mente lidt, at hun så grundende ud. Nyfigen og undersøgende. 
Og så opdagede han, at det var ham, hun undersøgte. Pludselig følte han sig en anelse ilde til mode.
"Er der noget i vejen?" endte Castiel med at spørge om. 
Denne her oplevelse blev da også mere og mere mærkværdig for ham. Det var kun hans selvkontrol, der tvang ham til at se Jenna ind i øjnene, selvom han mest havde lyst til at se væk af ren og skær generthed. Han var ikke vant til at blive iagttaget på den måde.
Det var nok mest fordi, at man rynkede på næsen af ham i hans familie. 

[Deleted]

Jenna blev ved med at kæmpe mod hulkene og tårerne, da hun hørte hvad drengen sagde. "Det er lige meget." Hun følte på en måde at hun kunne tale, til drengen om næsten alt. Som om hun havde kendt ham i nogle år, hvilket hun ikke rigtigt havde. Hun havde set ham på skolen før, men aldrig talt til ham. "Det kan du ikke vide, min familie er blevet dræbt. Slytherin drenge, er hele tiden efter mig. hvornår kan det blive bedre, der hvor jeg bor er jeg hende kostskole pigen, som kun er der i sommerferien."
Alt var kommet ud, alt det hun ikke ville ha fortalt nogen, endte hun med at fortælle til denne fremmede dreng, som hun jo ikke engang kendte helt.

Hun prøvet stadig at finde ud af det i sine tanker, om hvorfor de lignet lidt hinanden. men alligevel ikke så meget som hvis de var søskende, hendes tanker var helt underlige. og da drengen spurte om der var noget i vejen rystet hun blot på hoved engang inden hun svaret. "nej det var bare dit ansig som så lidt familiært ud, ikke andet." Hun ville jo ikke fortælle ham, mere efter som hun jo ikke havde nogen halv søskende, eller det var hvad hun troet.

[Castiel J. Whitefeather]

Han lyttede eftertænksomt og opmærksomt til hendes fortælling. Livet måtte være et brændende helvede for den pige.
"Du skal bare give det tid. Tid læger de fleste sår. Det gør måske ubeskriveligt ondt lige nu, men det skal nok alt sammen blive bedre på et eller andet tidspunkt. Det eneste, du skal gøre, er, at holde ud - så vil tiden klare resten," fortsatte Castiel beroligende. "Jeg skal nok være der for dig, hvis du har brug for hjælp. Jeg kan måske ikke tage din rejse for dig, men jeg vil gå ved din side og hjælpe dig med at komme igennem den og de forhindringer, der måtte møde dig. Måske vil du ikke slippe helt uden skrammer, men du vil aldrig gå alene."
Lidt forbavset over, hvor vise og afslappede hans ord lød, gav han pigens hånd et hurtigt og kort klem. Fysisk kontakt havde aldrig været en af hans styrker. Det var meget fordi, at man undgik og vise kærlighed på den måde i hans slægt. 
"Hvis det kan hjælpe, har min familie lige forbudt mig at komme hjem, fordi jeg er, det jeg er, så nu er jeg officielt familiens udstødte," sagde han og skiftede sin øjenfarve skiftevis fra lyseblå til en sart orange, og endte med at slutte af med en dybviolet kulør.
Mest for at bevise, at han var en Metamorphmagus, og dermed uønsket blandt de samme mennesker, som havde opdraget ham. 

[Deleted]

Jenna var alt for oprevet, til at kunne tage det ruligt, hvilket også hurtigt fik hende til at fnyse af hvad drengen sagde. Hun havde mange gange, bare tag sit eget liv. selv om hun nogle gange var meget glad, var det begyndt at gå hen og blive en facade. "Tid kan ikke klare noget, du har jo sikkert din familie som elsker dig, mens jeg har intet. Min veninde har jeg aldrig snaket med mere, efter hun blev journalist på profettidene, hvor jeg endte med at sige op. Tiden kan aldrig hele noget, det gør kun meget mere ondt med tiden." Han havde sagt det mens drengen havde holdt en kort pause, hun var dog ikke klar over at hun havde været for hurtig i munden. Hun vidste jo ikke at Castiel's familie havde udstødt ham.

Hun lyttet alligevel til det næste drengen sagde, hun skulle jo prøve at give ham en chance. Eller det var hvad hendes hjerne og hjerte sagde, hun var jo stadig ikke klar over at de var halv søskende. "Du kender mig jo ikke? hvorfor vil du gøre alt det for en, som du ikke engang kender? en som bare har det svært." Hendes tårer var begyndte at holde op, men hun var stadig, ret så overasket. Der var allerede sket en masse på en enkel dag. Da hun mærket klemet på hendes hånd gav hun det hurtigt igen, dog lidt hårdere. Hun var ikke vand til at nogen viste omsorg, over for hende.. Hun kigget overasket på ham da hans øjnfarve skiftet, hun vidste ikke hvad hun skulle sige hun var jo stadig ret så overasket.

[Castiel J. Whitefeather]

Selvom pigen havde afbrudt ham, lyttede Castiel alligevel til, hvad hun havde på hjerte at fortælle ham.
Men Castiel gav ikke op så let. Ikke nu hvor han havde sagt så meget, så han havde alligevel fortsat sin visdoms-tale, peptalk eller hvad man nu skulle kalde det.
Selvom hun højst sandsynligt ikke gad høre på ham og hans nogenlunde opmuntrende ord, holdte det ikke Castiel fra stadig at forsøge sig med det.
Hvis han gav op, kunne han lige så godt ikke have startet på det. Der var rent faktisk en grund til, at han gjorde det her. Måske var det hans morbrors selskab, der havde smittet af på ham, men han havde det dårligt med at se andre lide på den måde, som hende her gjorde.
Måske burde han bare tie stille og lade hende komme sig - give hende lov til at få talt ud om alt det, der var hændt hende.

Castiel smilede let ved hendes kommantar om, at de ikke kendte hinanden.
"Det skal jeg nok forklare dig," sagde han med et strejf af munterhed og gav hendes skulder et blidt og forsigtigt puf. "Det er simpelthen fordi, at du fortjener det, for du virker som en venlig og fredelig pige, som bare har brug for hjælp med at få livslysten igen. Og desuden, så har jeg selv brug for hjælp, og jeg får det åbenbart bedre af at trøste folk - har jeg ellers lige opdaget takket være dig. Så tak.."
Hvad han også lige havde fundet ud af, var, at han godt kunne gå hen og blive snakkesalig hvis han havde tillid til nogen.
"Undskyld," mumlede Castiel en smule flovt, da han så hendes overraskede reaktion, for hun var blevet helt stille nu.
Det var da også dumt af ham. Så kunne han jo ligeså godt bare have skrevet "Metamorphmagus" i panden på sig selv! Selv dét havde været en bedre metode...

[Deleted]

Et lille smil begyndte at finde vej til den unge piges læber da han hørte hvad han sagde. "Du ligner ellers ikke typen, som trøster folk." Hun skubbet blidt til hans skulder med sin egen skulder. Selv om hun lille havde mødt denne dreng ordenligt, havde jo lidt fortrudt, at hun ikke havde snakket med han før. De gik jo på samme årgang, så hun forstod ikke hvorfor hun ikke rigtigt havde snakket med ham.
Hendes reaktion, havde måske været meget overasket efter som hun hørte at drengen sagde undskyld. "Du skal ikke undskylde, der er bare sket så meget i dag. Jeg syndes selv det er ret sejt, hvis der ikke er andre end dig, din familie og mig som ved det. Kan du bruge det til at lave natterend, og ikke blive opdaget."

Hun var faktisk begyndt at blive lidt gladere ved at snakke med Castiel. "Hvad har du brug for hjælp med? du kan fortælle mig det." Hvem skulle hun fortælle det videre til? hvis det endelig var.

[Castiel J. Whitefeather]

"Det er jeg virkelig heller ikke - det her er min første gang," forsvarede Castiel sig en anelse flov over at komme med sådan en indrømmelse, idet Jenna gav ham et skulderpuf. Det lyd nærmest umenneskeligt kynisk at sige. At trøste folk lå virkelig ikke i hans natur. Det havde blot væretet instinkt, en impulsiv indskydelse. Lidt ligesom når man blinker, når noget kommer faretruende tæt på, eller når man hev efter vejret (gennem munden) efter for eksempel en lang løbetur eller at have holdt vejret lidt for længe.
"Sejt?" gentog Castiel, halvt leende, halvt fnysende med tydelig vantro at spore. "Hvis du sagde det til min familie, ville de stirre på dig som om du var en talende bjørn eller et væsen fra det ydre rum." 
Det ville faktisk være ret morsomt at se deres fjæs, som om deres hjerne var helt nedsmeltet. Som hjernedøde zombier.
Ved nærmere eftertanke, så måtte Jenna godt fortælle dem det - bare hun huskede at tage et billede af det.
"Men jeg indrømmer at det har sine lyse sider, såvel som mørke. Engang blev jeg nødt til at ændre mit udseende til professor Darcel Lavoie, for ikke at blive opdaget på min søvnløse nattevandring," indrømmede han og smilede ved mindet om vejlederens forbløffede ansigt.

Med et påtaget spekulativt ansigtsudtryk og en hånd, som pillede ved de krøllede kanter af et fransk, veltrimmet overskæg - ja, Castiel havde fået enorm meget skægvækst på cirka tre sekunder, så det ud til - lod han som om han vejede for og imod.
"Hmm, okay," sagde han så med en klassisk gammel mands-stemme, "jeg har i hvert fald brug for et sted at være, nu hvor jeg intet hjem har... kender De tilfældigvis sådan et sted?"
Han så på hende med et hævet øjenbryn og et sygt fedt, gråt skæg, som han pillede lidt videre med. 
"Seriøst, jeg beholder bare så meget det her skæg," sagde Castiel så med sin ordinære stemme og lo en dyb og hjertelig latter, som kom hele vejen fra maven af.

[Deleted]

"Hvorfor trøster du så mig?" Hun var stadig ret overasket over at denne fyr, trøstet hende, hun kendte ham jo ikke rigtigt, som om hun på en måde. Mente han virket ret så familiær, og ikke bare som en ven men nærmere som en bror. Eller noget som var i den stil, selv om det virkelig undret hende.
Hun var jo normalt en person, som ikke viste så mange følelser, mens hun stadig havde et stort smil på læben og var ret så glad. Det havde været nogle ting, som virkelig var forsvundet da hun havde mistet det, som virkelig havde været vigtigt i alle børns opvækst, familie, tryghed og sikkerhed. Hun havde mistet de ting, i en lidt for ung alder.
"Ja, jeg er ikke en af dem som mener at sådanne ting er noget som virkelig er underligt." Da hun lyttet til det næste han sagde, kigget han overraskende på ham. "Tallene bjørne, er sådan nogle jeg støder på dagligt, gør de ikke også det?" Hun havde med vilje lavet en lille joke, med at hans familie, virket som nogle der ikke rigtigt kunne mene, det med at de ikke gad deres egen dreng fordi han var anderledes.

"Så må det da være okay nogle gange." Hun kunne ikke andet end at grine, da hun så hans franske overskæg. Som hurtigt var vokset ud, hun kunne ikke andet end at grine, over hvad han sagde og gjorde. Bare det at en dreng på hendes alder havde givet sig selv overskæg, kunne ikke få hende til andet end at grine mens han sendte den anden et ret så stort smil. "Jeg kender muligvis et sted, det kommer an på om du vil bo på børnehjem sammen med mig, og så være kostskole barn sammen med mig?" Hun brød sig langt fra, om det børnehjem hun boet på, men hvis en hun kendte fra hogwarts var der ville det sikkert være sjovere for dem begge.

[Castiel J. Whitefeather]

Pludselig stillede Jenna så spørgsmålet, om hvorfor Castiel havde støttet hende. En anelse usikkert kløede han sig i nakken med højre hånd, og slog uvist ud med venstre.
"Det aner jeg ærligt talt ikke," indrømmede han sandfærdigt, "Måske fordi jeg selv har stiftet kendskab til det dystre hjørne."
Det dystre hjørne var et andet ord for depression. Det var døbt sådan i hans verden, eftersom når folk sagde depression, forestillede han sig en lille og bleg mørkhåret pige med en lysegrå og lang kjole på, som sad i et mørkt og koldt hjørne afskåret fra alt der hed tryghed, trøst og støtte.
Og det lød skam mindst lige så deprimerende som det føltes.
Han rystede smilende på hovedet.
"Det gør de åbenbart ikke. De har nok højst set én," svarede Castiel på Jennas joke.
Uden at vide det havde han også sagt, at hans morbror var en talende bjørn. Vincent var en godmodig mand, en Hufflepuffer, som støttede ham glædeligt, så hans og Vincents bånd var meget stærkt gennem alle de udfordringer han efterhånden havde været igennem med sin familie.
Næsten de samme udfordringer som Vincent selv, da han blev placeret på Hufflepuff i sin tid - men der havde han i det mindste sine tolerante puffer-kammerater, som kunne støtte ham.

Jennas latter var en dejlig opbakning til det lille komediespil, han havde fået gang i. Det glædede Castiel at se, hvor godt hun havde fået det.
En varm følelse, der kun kunne tolkes som god samvittighed, bølgede gennem ham. At hjælpe andre gav altid en rar følelse af, at man duede til noget og var i stand til at få andre mennesker til at le.
Det burde han måske gøre noget oftere.
"Et børnehjem, siger du? Hmm... ja, hvorfor ikke?" nikkede Castiel overvejende til Jennas svar, mens hans højre hånd stadig nulrede lidt med skægget.
Måske var det alligevel ikke så slemt at være anderledes. Måske kunne det faktisk vise sig at være en brillant ting. Det kunne muligvis vise sig at være brugbart til visse specielle situationer.